At dyrke sport behøver ikke at involvere høj puls og sved på panden. Det kan sagtens foregå i rolige omgivelser, og i artiklen her zoomer vi ind på tre sportsgrene, der – som regel – ikke involverer hverken høj puls eller sved på panden.
Selvom vi hos Fittips.dk anbefaler, at enhver forsøger at få pulsen op et par gange om ugen, så ved vi da også godt, at det ikke er alle, der er lige så begejstrede for motion, som vi er.
Nogle ligefrem hader høj puls og sved på panden.
Falder du i den kategori?
Hvis du gør, så kan vi glæde dig med, at der – trods din modstand mod høj puls og lignende – findes en del sportsgrene, som sagtens kunne appellere til dig.
Det er nemlig langt fra alle sportsgrene, der virkelig får hjertet til arbejde.
Herunder zoomer vi ind på tre relativt rolige sportsgrene.
Sportsfiskeri
Sportsfiskeri er en relativt rolig sportsgren, hvor du kommer ud i naturen, og – hvis du er heldig og dygtig – måske også sikrer dig aftensmad til et par dage.
Sportsfiskeri foregår som regel stationært, men det er klart, at du bevæger dig en smule, når du kaster fiskelinen ud, og når du trækker denne i land igen.
En smule hårdt kan det da også sagtens blive, hvis du skulle være så heldig at få en stor krabat på krogen, men vi tør godt vove den påstand, at du ikke tænker over, at tingene skulle være anstrengende, fordi du vil være så opslugt og fokuseret af dit mål – nemlig at hive fisken i land.
Skak
Mange anser skak som en sport, selvom skak ikke involverer særligt meget fysisk udfoldelse, som mange andre sportsgrene ellers gør.
Til gengæld udfordrer skak i den grad ens hjerne, og man kan med rette kalde skak for hjernegymnastik.
Et spil skak kan desuden sagtens udvikle sig så intenst, at pulsen kommer op, men skak kan også sagtens foregå på hyggeplan, hvor man har hvile pusle fra første til sidste træk.
Golf
Golf involverer hverken højintense løb, fysiske dueller eller andre elementer fra andre sportsgrene, der som regel tvinger pulsen op.
Alligevel er golf faktisk rigtig godt for helbredet, hvilket skyldes, at man som regel går mange kilometer, når man spiller golf.
Når vi skriver som regel, så skyldes det, at det er muligt at investere i en golfvogn, men sådanne er dyre, hvorfor det er noget, de færreste vælger at gøre.
Netop fordi golf ikke er så fysisk krævende, er det da også en sport, der dyrkes af rigtig mange pensionister, hvilket vi i den grad bifalder!
Golf er nemlig hamrende sjovt og udfordrende, og så er det – selvom pulsen sjældent kommer særligt højt op – en super god kilde til motion.